Velkommen til
Vi har her samlet lidt information, som vi håber kan være nyttigt for jer.
Indmeldelse:
Alle børn er velkomne til at deltage i 3 spejdermøder, før I beslutter om I skal have en spejder i familien. Herefter skal I lave en indmeldelse på vores hjemmeside: 1otterup.dk. Det koster 450 kr. halvårligt at være (Mikro, Mini, Junior, Trop) spejder hos os, mens 300 kr. for familiespej og 450 kr. om året for klan. Uanset på hvilken tid af året, du melder dit barn ind, vil I blive opkrævet 450 kr ved indmeldelse. Herudover skal du forvente udgifter til ture og lejre 4-5 gange om året (afhængig af gren).
Bank:
Hvis du ikke kan betale turen gennem vores hjemmeside, kan du overfører penge til 3578 – 4371314415, skriv navnet på spejderen og meld det til lederen.
Mærker:
Fra tid til anden får børnene mærker til at sætte på deres uniform, det er vigtigt at disse bliver syet på hurtigst muligt og ikke bare bliver liggende i lommen, og helst til mødet ugen efter. Børnene er også ofte meget opsatte på at kunne fremvise beviset på at de har gennemført en opgave/et forløb.
Uniform:
Korpsets uniform er mørkeblå og kan købes i spejdersport. Den koster ca. 300 kr. I får rabat som medlem af Det Danske Spejderkorps.
Tørklæde:
1. Otterups tørklæde er bordeaux med gul kant. Tørklædet udleveres ved indmeldelse.
Øvrigt udstyr:
I behøver ikke at købe alt udstyr fra start. Tag en snak med lederne inden I f.eks. går ud og køber sovepose, liggeunderlag, rygsæk m.m.
Pakning til ture:
Det er vigtigt, at spejderen selv er med til at pakke deres bagage til turene, hermed ved barnet også, hvilke ting de har med og hvor de ligger i bagagen. Der bliver som regel udleveret pakkeliste til turene med forslag til hvad man bør medbringe, ellers kan den ses i bogen, som spejderen får udleveret ved indmeldelse – og I er altid velkomne til at spørge lederne.
Spejderloven:
Hos de blå spejdere har vi en spejderlov, som vi bruger som afsæt til de aktiviteter, vi laver, den lyder således:
Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for:
-
at finde sin egen tro og have respekt for andres
-
at værne om naturen
-
at være en god kammerat
-
at være hensynsfuld og hjælpe andre
-
at være til at stole på
-
at høre andres meninger og danne sine egne
-
at tage medansvar i familie og samfund
Værdierne i spejderloven diskuteres og tolkes på mange måder og spejderloven er altid med i vores arbejde. Den bliver af og til vendt på vores møder.
Forventninger:
Ud over spejderloven er der også noget, som vi gerne vil bede alle familier bakke op om:
-
hav altid tøj på til vejret (der er oftest ude-aktiviteter til alle møder)
-
kom til tiden til møder og ture
-
hav altid minimum tørklæde (og helst også uniform) på, når du er på spejderaktiviteter
-
opfør dig pænt, når du har uniformen på (fordi du repræsenterer din gruppe)
-
hav styr på din spejderlomme (læs om den i den udleverede lommebog)
-
husk at melde afbud til møder og ture i god tid
-
fortæl hvis der er handicaps, lidelser, allergier eller særlige behov, lederne skal tage hensyn til forældre forventes at støtte barnet i at overholde disse forventninger
Frivilligt arbejde – forventninger til forældrene:
Alle spejderledere, assistenter, bestyrelsesmedlemmer osv. arbejder frivilligt i gruppen, og Det Danske Spejderkorps er baseret på frivilligt arbejde. Dette betyder, at alle forældre skal hjælpe til, det kan være med at bage en kage, gøre rent i spejderhytten, passe det grønne område ved spejderhuset, lave regnskab, hjælpe på ture osv. Det er vigtigt, at I som forældre altid bakker op, ellers kan gruppen ikke fungere.
Patruljesystemet:
Patruljesystemet er en vigtig grundsten i spejderarbejdet. En patrulje består typisk af 4-8 spejdere og allerede i mini- grenen begynder børnene at stifte bekendtskab med det at arbejde i selvstændige patruljer.
I patruljen lærer spejderne, at de hver især har en vigtig funktion i patruljens samarbejde om at udføre en opgave.
-
Den bogligt stærke kan hjælpe med at læse instruktioner
-
Den fysisk stærke kan hjælpe med at bære fælles udstyr
-
Den kreative kan lave underholdningen til lejrbålet
-
Den der har stort behov for at bevæge sig, har plads til det
-
Den der er god til tal, kan udregne en kurs gennem skoven
-
Den der er god til at bruge værktøj sliber økse og sav
Når spejderne sammen har flere forskellige evner har de lettere ved at løse patruljens opgaver. Sådan vil alle spejderne opleve, at netop det de er stærke til, er værdifulde for gruppen eller patruljen.
Hvis der stadig er nogle spørgsmål er du altid velkommen til at spørge din leder på spejdermøderne eller kontakte os eksempelvis på mail. Du finder altid information om ture, arrangementer, kontaktinformation og billeder fra turene på vores hjemmeside www.1otterup.dk. Hvis du har facebook, så kan du også følge os på facebook: ”1. Otterup Gruppe”.
Vi håber, dit barn bliver glad for at være spejder hos os – vi glæder os til at dele mange fede spejderoplevelser med dit barn!
Velkommen i 1. Otterup.